I de seneste uger har vi haft til opgave at lave en skammel eller taburet med et flettet sæde og en tilhørende pude/hynde.
Da vi netop har arbejdet i frisk træ, havde det været oplagt selv at kløve og snitte de fire ben og otte sprosser, men da tiden i denne omgang har udfordret mig, måtte jeg i stedet finde mit materiale i Silvan. En anden gang kunne det være spændende at finde et træ, som måtte fældes, og følge fremgangen som 'Byg en skammel' på Skolen i skoven - eller bygge en skammel ud af nogle sjove genbrugsmaterialer.
Ideudvikling
Til at begynde med fandt jeg en række billeder af forskellige skamler med et simpelt udtryk og med en form, som jeg synes passede til opgavens formål. Jeg søgte her på: "Simple skamler". Så simpelt var det! Der var masser af inspiration at hente og følgende fem skamler er mit første udgangspunkt.
Jeg besluttede mig tidligt for, hvilken form min skammel skulle have. Ud fra mine inspirationsbilleder kunne jeg nu tænke i materiale, og jeg begyndte at lave nogle forskellige skitser, som minder meget om inspirationsbillederne. Jeg har på denne måde ikke tænkt ud af boksen, men fokuseret på, hvad jeg realistisk kunne nå at lave inden for min tidsramme.
Her er nogle af mine hurtige skitser:
Hynde:
Som man kan se på skitsen ovenfor, har jeg også lavet et udkast til den tilhørende hynde. Hynden skal laves ud af forskelligfarvet filtkugler for at give den træfarvet skammel lidt modspil. Udførelsen af det flettede sæde samt hynden beskrives i næste indlæg.
Materialer og ideafprøvning
Da jeg nu var klar over, hvordan skamlen skulle se ud, var næste skridt at anskaffe materialerne. Til skamlen købte jeg nogle fyrrelister- og rundstokke samt nogle dyvler. For at finde ud af hvor stor min skammel skulle være, og altså hvilken mængde træ jeg skulle købe, prøvede jeg forskellige stole og skamler og endte med målene:
Højde: 46 cm.
Længde: 30 cm
Bredde: 30 cm
Til mit sæde købte jeg to ruller sejlgarn, 2 x 75 m., som jeg senere vil give mig i kast med. Først skal jeg afprøve nogle forskellige fletteteknikker. Her er lidt flere billeder fra Silvan:
Inden jeg gik i gang med at samle min skammel, fik jeg et overblik over, hvilke redskaber og teknikker jeg skulle bruge. Her var der masser af faglig og praktisk sparring at hente i værkstedet.
Jeg blev anbefalet at bruge nogle rundstokke med en smallere bredde, og fik desuden styr på, hvordan jeg skulle bore for til dyvlerne med et dyvelbor.
Produktrealisering
I denne fase vil jeg næsten lade billederne tale for sig selv. Kort vil jeg fortælle, at jeg lavede alt træarbejde i mandags. Sædet og hynden vil jeg flette og sy i denne weekend. Efter den lille billedserie vil jeg understrege nogle udfordringer undervejs.
Udfordringer
- Tid
- Rundstokke - overvejelser om tap, men endte med at gå en størrelse ned
- To dyvelhuller med forkert diagonal retning
- Manglende lim i nogle dyvelhuller
Evaluring
Løbende har jeg ført blog over processen, både hvad angår skamlen og andre produkter på modulet. Jeg synes, at denne evalueringsmetode er særligt velegnet i faget Håndværk og Design. Det er en god måde at dokumentere sin praksis på og bloggen kan desuden bruges fremadrettet og til inspiration for andre - i hvert fald med en specifik rammesætning.
At fremlægge slutproduktet er en fin måde at afslutte og evaluere hele forløbet på, da man her fået respons på sit arbejde fra medstuderende og undervisere.
Fagdidaktisk refleksion
Anja, Sine og jeg har stukket hovederne sammen omkring et undervisningsforløb, hvor emnet er 'skamler i skolen'. Denne refleksion får, ligesom udførelse af flettet sæde og hynde, et indlæg for sig selv. Jeg vil dog pointerer her, at jeg desværre ikke har arbejdet ud fra det samme koncept, som vi har tænkt ind i vores undervisningsforløb.